At ligge nr. 1!

Vi bringer her opskriften på, hvordan man bringer sig solidt i front i 2.division vest.

Forudsætninger:
– Masser af kantspillere – gerne 7-8 stykker så der er plads til skader og afbud
– Ikke for mange hævere, helst kun 1 der er spilleklar ad gangen
– Skrabet mængde center- og forsvarsspillere (tilsammen 4 stykker)
– To trænere, der kan afbalancere mængden af ris og ros
– Rutine i form af dem der har spillet volley i mere end 15 år
– Ungdommens gå-på-mod (dem der er under 25)
– Fremragende topniveau
– Ustabilt bundniveau (så er der også lidt at kæmpe med og mod, og det bliver ikke alt for nemt…)
– Evnen til og troen på at komme igen selvom man halter bagefter

1900s 2.div damer opfylder alle forudsætninger for at være et tophold og i weekenden skulle lykken prøves mod Skovbakken. Med 8 mand til kampstart var der ikke meget at rutte med, så alle skulle helst toppræstere, da Skovbakken har et dygtigt hold.

Som kampen skred frem blev det dog klart, at vi havde tænkt os at vise alle sider af vores spil. Der var perioder, hvor vi spillede fremragende volley med servestimer, 3’er modtagninger, lækre hævninger, hårde angreb krydret med spidsfindige lobs og masser af fejt i forsvaret. Så var der også de perioder, hvor trænerne var ved at blive gråhårede før tid, fordi modtagningerne haltede, viljen var forsvundet, serverne gik ud og angreb blev slået i nettet.

Alt i alt var det en kamp, der bølgede meget og viste at uden fokus og vilje er det svært at vinde i volley. Det vigtigste var dog at vi hev sejren hjem 3-1 (25-22, 16-25, 25-9, 25-23) og dermed har vi stadig 4 points forspring til rækkens nr 2.

Kampens spiller blev fortjent en kamp mellem Gesa og Tanja, der begge spillede en især rigtig god angrebskamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.