25.01.2014. D2: Skovbakken Volley – Aarhus 1900: 3 – 2. Lige ved og næsten – igen!

Håbet var stort og mentalt var vi indstillet på revanche. Vi havde tidligere i sæsonen tabt 3 – 1 til Skovbakken, og var derfor særdeles klar til at hive en sejr i hus. Men endnu en gang måtte vi sande, at lige ved og næsten ikke giver en sejr eller mere end 1 point til samlingen.

Første sæt var præget af, at vi skulle have rystet nerverne af os og finde det rette spændingsniveau. På trods af fejl formåede vi at følge med til midt i sættet, hvorefter Skovbakken så småt rykkede fra os og vandt sættet 25 – 20.

Andet sæt startede skidt, men med fight og sejrsvilje fik vi kæmpet os tilbage. Da vi nåede de tocifrede tal i stillingen, havde vi taget føringen og formåede på fornemmeste vis at holde den. Vi kunne derefter trække os sejrrigt uf af andet sæt med stillingen 25 – 19.

Tredje sæt er ikke mange ord værd. Efter jubel over andet sæts resultat kunne vi ikke få spillet til at hænge ordentligt sammen, og måtte efter en kort affære se os slået med 25 – 14.

Fjerde sæt var en rutsjebanetur, der heldigvis og til stor jubel sluttede på toppen. Gennem hele sættet var stillingen tæt og begge hold spillede rigtig godt. Vi fulgtes nogenlunde ad gennem sættet, hvor vi skiftedes lidt til at være foran. Ved stillingen 24 – 22 havde Skovbakken matchbold, men vi vandt pointet. …og det næste, og det næste og det næste… Vi vandt sættet 26 – 24 og hallen brød ud i jubel sammen med os. Opbakningen fra de fremmødte tilskuere var god. De fik lagt pres på Skovbakken og støttede os igennem op- og nedture – det var fedt at kunne belønne dem med et vundet sæt.

I femte sæt fulgtes holdene ad til stillingen 11 – 11, men derefter trak Skovbakken fra. Vi lavede et par fejl på vores side, og Skovbakken formåede at udnytte det. De vandt femte og sidste sæt 15 – 11 og kunne dermed sætte 2 points ind på kontoen. Vi sikrede os 1 point efter en kamp, som vi var godt tilfredse med. Trods nederlaget var fornemmelsen god, og det er bare et spørgsmål om tid, inden vi begynder at hive mere end 1 point hjem pr. kamp.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.