Årets klubmedlem 2015

I lørdags fik vi kåret årets klubmedlem 2015 til et brag af julefrokost!

Op til festen havde flere medlemmer nomineret deres holdkammerater. Den seje vinder blev Trine Prip fra Mix-motion – tak for din store indsats!

De nominerede var:
1. Tamo Meijburg – træner og spiller H1
– Tamo har gennem mange år ydet en kæmpe indsats som træner såvel som spiller i klubben. Selvom han ikke længere kan holde til at træne så meget, kommer han troligt til træning og coacher H1 efter bedste evne. Tamo er desuden god til at tage kontakt på tværs af holdene – han har altid en historie at fortælle.

2. Michael N. M. Christensen – Træner D1 og spiller Mix A
– Michael har i år taget trænertjansen for D1 og i den rolle investeret rigtig meget tid. Han har rigtig meget erfaring, som han glædelig uddeler. Derudover har Michael været god til at bakke op om vores Danmarksseriehold.

3. Ida Thomsen – Træner D3 og spiller D1
– Ida træner sammen med sin søster Mai D3, som er en kæmpe mundfuld, som klubbens allerstørste trup. Ida prioriterer klublivet højt, til trods for et kæmpe arbejdspres ved siden af, og kommer til stort set alle kampe og træninger, både på sit eget hold D1 og som træner på D3. Ida har derudover også støttet op om Danmarkserieholdet. Ida er en holdspiller og bidrager altid med godt humør, der smitter.

4. Anne Marie Rabjerg – Spiller Mix-motion
– Anne Marie er den mest betænksomme og hjælpsomme holdkammerat, man kan få. Hun er altid klar til at klappe os andre på skulderen og muntre os op, når vi hænger med hovedet. Hun bliver aldrig negativ eller sur, når spillet ikke kører, men udstråler en positiv attitude og et stort smil, som smitter hele holdet. Hun er en ægte holdspiller.

5. Trine Prip – spiller Mix-motion, bestyrelsesmedlem
– Trine har været drivkraften på vores fredagsturnering, der sørger for at vi får kamptræning. Uden det ansvar ville der ikke være et hold, de dage der endelig er kamp. Sidste gang resulterede det i 2 sejre. Samtidig er hun altid et energibundt til træning og ikke bange for at tage ansvar.
Trine kan man altid henvende sig til og man ved at det bliver taget seriøst, men samtidig at man bliver modtaget med et smil.

6. Tine Kaastrup Pedersen – spiller D1, bestyrelsesmedlem
– Tine er altid i godt humør og bidrager med god energi til træning og kamp. Derudover gør hun et helt fantastisk job i bestyrelsen.

7. Jesper Saksø – Spiller H1, formand for bestyrelsen
– Jesper har det sidste år ydet en kæmpe indsats for klubben. I februar meldte han sig som formand, da ingen andre ville og siden har han arbejdet hårdt både i hallen og på sidelinjen for at få det hele til at hænge sammen. Udover sit indsats som formand, har Jesper også haft overskud til engang imellem at assistere som træner på D1, stå for at få stablet et Danmarksseriehold på benene fra gang til gang, coache dem på kampdage, samt spille på H1. Jesper er vild med volley og forsøger hele tiden at udvikle sig som spiller, træner og formand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.