VIGØR er et motionstilbud, der er resultatet af et samarbejde mellem Århus Kommune og Århus 1900. VIGØR betyder ganske enkelt “Vi Gør” og henvender sig til en bred gruppe af motionister: motionsuvante, de, der gerne vil gå en tur, og de, der er vant til en travetur i et godt tempo.
VIGØR foregår på Tangkrogen i Århus om sommeren, hvor alle kan komme forbi og få målt deres kondital på baggrund af vægt, fedtprocent, livvidde og puls efter en gåtur på 1,6 km.
Som hjælper til VIGØR er din opgave blandt andet at hjælpe med at gøre materialerne klar (vægte, pulsure, computere, ruteafmålere mv.) og så skal du ellers hjælpe de folk, der har lyst til at få målt deres kondital med at komme igennem programmet og få skrevet resultaterne ind.
VIGØR er rigtig hyggeligt og man møder en masse mennesker, der gerne vil motionere. Og hvis man tør, kan man jo tjekke, hvordan det står til med ens eget kondital…